top of page
Søg
  • Forfatters billedeDen Gravide Jordemoder

Ups!! Det var vist ikke lige....

Opdateret: 5. apr. 2018

Når man for længst troede at det med småbørn var noget vi VAR færdige med så kan sådan et lille liv komme som en STOR overraskelse... også for en jordemoder 😉



Det var fredag d. 19 januar 2018. Vitus og jeg var på vej ud af døren, klar til børnehave. Mens jeg griber jakke og de sidste ting der skal med i børnehaven får jeg øje på de røde uld-hjemmesko som Vitus har arvet fra Alva. "Åh Vitus dine hjemmesko er ved at være for små! Vi må ha´købt nogle nye... Skal vi tage de gamle med i børnehaven? Så kan det være der er nogen af de små børn der kan bruge dem hvis de har glemt deres egne?"

Men Vitus er klogere end som så! "Nej mor! Dem skal vi gemme til den næste baby...!"


Jeg HAVDE haft strøtanken at det vist var noget oppe over og lidt for længe siden jeg sidst havde haft måne. Ja, det hedder menstruation i vores familie da kvinder jo følger månens cyklus. Børnene har lært at mor månebløder når der er ny-måne og at det er noget der er helt specielt og smukt. En ceremoni i sig selv og ikke noget farligt.

Jeg smilede lidt og fik lidt kuldegysninger ved tanken om min smukke søns kommentar om hjemmeskoene.... Havde han ret??! Kunne jeg være gravid?! Eeeeej det pjat var vi altså færdige med! Og både Kenneth og jeg har enormt godt styr på min cyklus - JA! Du læste rigtig! Min mand ved mere om cyklus end de fleste kvinder og han sætter en ære i at give mig ro og bare være i min krop når jeg bløder. Uhh jeg er så heldig!!

Nå men vi havde da haft styr på det de sidste 6 år så hvor var det lige det skulle være glippet?? Eller havde jeg mon haft en forskudt eller ekstra ægløsning for første gang i mit liv?? Hhhhhmmm....?


Om eftermiddagen skulle jeg alligevel ned og handle og købte for en sikkerheds skyld en graviditetstest. Kenneth var kommet hjem da jeg kom hjem med Vitus (Alva var hos hendes far) og selvom tankerne kørte rundt i hovedet så fik jeg ikke rigtig sagt noget... Men Kenneth er instinktivt skarp som bare pokker! "Hvaaa´er det egentlig ikke lidt lang tid siden du har blødt?"

Åååårh for pokker...! Først sønnen og nu manden! Der var sq nok et eller andet. Jeg gik til bekendelse og fortalte hvad Vitus havde sagt og at jeg af samme årsag havde købt en test og ville gå ned med det samme og få svar.


Der er to tests i sådan en pakke.... Jeg tog dem begge!! POSITIV og POSITIV!

Jeg har egentlig altid haft det skønt med budskabet om en baby i maven, men denne gang... Jeg ville blive lettet hvis den var negativ, for jeg var slet ikke i tanker om endnu en familieforøgelse og vi var også på vej et andet sted i livet med forsøg om at sælge huset og børnene var så store og selvhjulpne nu og jeg havde lige landet mig et fast arbejde og kunne vi overhovedet magte en mere? og og og og.... tusinde undskyldninger! Skulle vi overhovedet ha´den her baby?


Det kom jeg heldigvis ikke langt med overfor min vidunderlige mand! "Det er overhovedet ikke en diskussion... det skal vi nok klare skat❤ ... Så er det godt vi købte så stor en bil..." Meget mandigt, kærligt og totalt lavpraktisk! Han ved heldigvis lige hvor nøgternt og dejligt det skal leveres, så jeg ikke kan lade være med at grine.


Men der gik lang tid.... rigtig lang tid inden jeg vendte mig til tanken. Jeg var overrasket over hvor længe jeg egentlig var i chok! Mest af alt fordi jeg VIDSTE at min nye chef bestemt ikke ville blive glad for tanken om, at jeg skulle på barsel. (Måske mere om det i en anden historie). Men det fyldte meget, alt for meget i alt for lang tid og jeg begyndte ubevidst at separere krop og hoved. Jeg kunne godt mærke jeg blev ængstelig og frygtede mere og mere at skulle sige det på jobbet. Jeg fik dårlig samvittighed for det lille liv der skulle spire, for jeg var ikke et godt sted at gro og udvikle sig. Det gik værre og værre på jobbet af andre årsager, som ikke havde med mig at gøre, og spændingen og frygten voksede i mig. Det her ville ikke blive taget vel imod - FUCK!


Jeg er, hvad jeg selv kalder en naturlogisk jordemoder, dvs. jeg tager altid udgangspunkt i hvad der logisk set ville være mest naturligt for kroppen at gøre i en given situation. Derudfra støtter jeg så naturligt som muligt uden at forsøge at fikse eller plastre-løse noget som helst. Derfor vidste jeg jo godt at grunden til jeg mistede fornemmelsen med min krop var for at beskytte mig selv - jeg vidste det! Men jeg kunne ikke gøre noget ved det! Jeg kunne ikke bryde cirklen af stress fra jobbet og dårlig samvittighed overfor det lille liv. Jeg vidste godt, hvor det bar hen og jeg var ked af det... jeg spiste ikke meget, sov ufatteligt meget og jeg tabte mig lidt. Ikke en god kombi når man er nygravid. På vej hjem i bilen for præcis en uge siden kom det så.... jeg brød sammen og GRÆD!! Jeg græd fra klokken 14.00 til klokken 20.15 uafbrudt! Jeg var udmattet og måtte gå i seng! Kunne intet! Kroppen sagde STOP!


Næste dag gik jeg til lægen og fik en sygemelding... "Du skal ikke være på det job som det er nu! Og SLET ikke når du er gravid!" sagde den søde uddannelseslæge. Han LYTTEDE! Han tog sig TID! Han var den mest sympatiske, nærværende læge jeg længe har mødt! Han udledte ret hurtigt, at jeg skulle have en pause og da jeg for en måneds tid siden begyndte at have en del svimmelhed (som jeg endnu er i udredelse for), blev han enig med sig selv om, at det som det mindste skulle færdigudredes, før jeg skulle tilbage på arbejdet.


Et par dage efter var det påskeferie og der var endelig ved at falde ro i min krop og mit sind. Huset fyldtes med alle ungerne og vi besluttede at nu var det tid at fortælle dem at der skulle komme en lille ny!

Der var JUBEL og våde øjne og alle ungerne blev lykkelige over nyheden om baby ❤

Torsdag aften gik vi alle 6 ned i soveværelset og fandt mors doptone frem og ungerne lyttede til hjertelyden af deres lillesøster eller lillebror for første gang... Alva og Milla på 8 år blev liggende efter drengene var gået og ville gerne vide meget mere... "Hvor stor er den nu? Hvad kan den? Har den hår på hovedet?" Alva lagde hovedet på min bare mave og snakkede med baby. "Hej baby.. jeg er din storesøster Alva...Milla er her også.. hun er også din storesøster..."


Idag er påskeferien slut og Vitus har første skoledag i førskolen imorgen. Forårssolen er brudt igennem vinteren og vi har nydt solens spæde varme stråler på terrassen, puttet i lammeskind og tæpper. Alva har lavet garn-pompom´er, far har nørklet læder og mor skrevet blog, mens Vitus har været på legeaftale.

Og alt imens solen bagte ned lige der i vores lille rede gjorde baby for første gang opmærksom på sig selv... tre gange kom de små blop.. "Jeg er her mor!" ❤


Læs med næste gang når jordemoderen skal vælge.....jordemoder?

730 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page