Nu gør jeg det... skriver om mine to fødsler. Jeg har væbnet mig med min kornkaffe og har trodset første solrige, varme dag i april og fundet mig et skyggested for at skrive mine historier.
De er begge utrolig forskellige, men hver af dem har givet gaver der har gjort at denne sidste fødsel bliver mødt på en helt anden måde end nogen af de første.
Husk når du læser at det først og fremmest er skrevet af en fødende kvinde. Ikke en jordemoder. Jojo.. jeg er jordemoder, men når man skriver om sine fødsler er det hjertets historie der bliver fortalt. Ikke cold-hard obstetrik.
Det jeg har forsøgt at skildre i specielt mit sidste forløb er problematikken i at have den viden om, hvad der kan gøres, men ikke være i stand til at udføre den selv, da man selv er "patienten" og frustrationen i at se at den fagperson der står overfor dig, har ikke samme viden som dig selv.
Mit første fødselsforløb var som man næsten kun kan drømme om. En dejlig let og hurtig hjemmefødsel omgivet af gamle, garvede, kærlige jordemødre (Ja jeg havde to ❤❤) med smil på læben og kaffe i kopperne. Jeg havde derfor den største tro på at jeg sagtens kunne føde hjemme anden gang.
Min elskede mand Kenneth har drømt om en hjemmefødsel med hans to første børn, men han tidligere kone havde det ikke på samme måde og derfor blev det begge på hospitalet. Han glædede sig derfor helt vildt til lille Vitus skulle komme herhjemme.
Det har egentlig aldrig faldet mig ind sådan at lave aftaler med bestemte kollegaer, når jeg skulle føde. Da jeg fødte første gang i Odense, var det helt fint for mig at der bare dukkede den op der havde vagt. Jeg havde min mand, min veninde og min tilknyttede jordemoder fra mit studie der skulle være der for mig, så hvem der egentlig sådan rent praktisk skulle være jordemoder var hip som hap for mig.
Derfor gik jeg ind med samme indstilling da jeg skulle føde anden gang. Nu var der kommet kendt jordemoder ordning i Kolding, hvor vi hørte til, så det kunne da næsten ikke blive bedre! Troede jeg....
Da jeg var andengangsfødende nåede jeg faktisk ikke at møde de tre jordemødre mere en en gang hver og så lige en gentagelse ved hjemmebesøget. Jeg endte med at føde i uge 39+3 så terminsbesøget omkring uge 40 nåede jeg aldrig.
Jeg følte faktisk ikke at jeg var særlig "kendt" med nogen af jordemødrene. Hvor meget kan man lige nå at kende nogen i løbet af 20 min?? Ikke nok til at de kunne vide, hvad der var vigtigt for mig.
Det her var ikke kollegaer jeg kendte på forhånd. Jeg var fuldstændig ligeså almindelig gravid som alle andre i deres ordning.
Men jeg tænkte da... "Det skal da nok gå fint... Det er jo KUN dem der har hjemmefødslerne så det har de da helt styr på..."
Jeg har skrevet mit sidste fødselforløb 1000 gange og skrevet om og om og om. For der sker noget når vi skriver. Der er noget der heler ligeså stille. Når vores ord kommer ud og øjnene ser det vi lige har tænkt. Pludselig ser vi det i et andet lys, en anden mening. Når jeg skriver sker der ofte det at der pludselig vokser gaver ud af ordene. Mening med at det blev som det gjorde, at tingene skete som de gjorde.
Der er kommet mange gaver ud af Vitus´fødsel. Mit jordemoder-hjerte har i høj grad fordybet sig i netop de problematikker som opstod under hans fødsel og vigtigheden i at KENDE sin jordemoder - virkelig KENDE hende og lade hende kende dig, har været en stor gave at få med videre. Når jeg idag møder mine egne gravide, kryber de ind i hver deres lille specielle sted i mit hjerte. De har alle en plads og de vil ALTID være en del af mig. ❤
Når man virkelig kender sin gravide kan man nå at opsnappe små forandringer meget hurtigere, end man ellers ville kunne. Man lærer hendes krop at kende, hendes reaktionsmønstre og hendes øjnes sprog, hvis blikket pludselig fyldes med angst, fortvivlelse, overraskelse eller glæde. Man har en førstehåndsfornemmelse af, hvordan man lige kommer over næste ve fordi man lige kender en specifik detalje som betyder alt for hende og vil gøre en verden til forskel. OG man har som jordemoder bygget op i HELE graviditeten med timelange hyggesamtaler, tanker og drømme så den fødende ved..... HUN er min jordemoder!
Vitus´ fødsel har givet mig bevidstheden om at alt dette ikke kun er vigtigt for mine gravide og fødende. Men det er helt essentielt også for mig at have den følelse når mit sidste barn skal fødes. HUN er min jordemoder.... Maja. Smukke hjertevarme Maja. Og så er det egentlig fuldstændig ligegyldigt hvor vi ender med at føde. For jeg ved helt dybt inde i mit hjerte at hun kan skabe et rum hvor Kenneth og jeg kan opleve en smuk fødsel sammen om vores barn uanset hvad der sker. ❤