top of page
Søg
  • Forfatters billedeDen Gravide Jordemoder

Lotusfødslen...🌸

Det er ved at være længe siden med et indlæg på bloggen og midt i det tørre arbejde med at forberede til min bogholder besøger mig i næste uge, er en overspringshandling nødvendig...


For noget tid siden tog Alva og jeg på tøsetur ud til vores elskede Danakilde for her vidste vi at der var masser af blomster og urter vi kunne plukke til babys moderkage.

Blomster til moderkagen?? Hvad er nu det for en underlig hippie-ting?

Tjo... vi har valg en lotusfødel til denne baby ❤️



Mange der hører om lotusfødsler synes det er lidt langhåret og står lidt af på det, men bær over med mig og prøv at læse med... Der er nemlig også gode sundhedsmæssige grunde til at vælge lotusfødslen imodsætning til den afklippede navlestump.


Hvad er en lotusfødsel??


Lotusfødsel er en helt almindelig fødsel, hvor man ikke klipper navlesnoren bagefter, men lader navlesnor og moderkage være koblet til baby.

Hvor længe man lader moderkagen være tilkoblet baby er lidt forskelligt, om man venter et par timer eller indtil baby selv kobler fra 3-9* dage efter fødslen, er nok en tålmodighedssag. Ifølge Robin Lim* kan moderkagen være i live i op til 5 timer efter fødslen! JA! I live! Så det giver rigtig god mening at vente til moderkagen har afsluttet sit liv og givet alt den har til baby.


Lidt info om alm. afnavlning:

Når man klipper navlesnoren INDEN den er stoppet med at pulsere (dvs. som regel efter nogle minutter) er der stadig fuld cirkulation imellem barnet og moderkagen og man risikerer at der stadig er op til 1/3 af barnets blod i moderkagen. DVS barnet begynder livet med blodmangel, fordi man klipper for tidligt. Derudover modtager barnet heller ikke de livsnødvendige stamceller, som er noget af det sidste, der bliver frigivet på indersiden af navlesnoren. Stamceller som kan reparere ALT i barnet (skulle der være små blødninger hist og pist) og som kickstarter barnets immunsystem. Noget tyder på, at børn der har fået sine stamceller ved fødslen også har mindre risiko for alvorlige sygdomme senere i livet (såsom cancer) og muligvis også visse mentale handikap (asperger, ADD og lign)*.

Danske retningslinjer siger, at det er normalt at moderkagen kan pulsere op til 20 min efter fødslen, men at hvis barnet som minimum har fået 2-3 min efter fødslen, at så har baby fået den mest betydningsfulde transfusion** Hvordan man nogensinde har kunne drage den konklusion kan undre mig? For det ville for det første betyde at alle børn og moderkager reagerer nøjagtig ens efter fødslen. Det gør de ikke! Jeg har oplevet moderkager pulsere langt over 20 minutter.

Derudover er der stadig fuld gang i cirkulationen, så længe der er puls i navlesnoren, dvs blodet suser frem og tilbage mellem barn og moderkage. Selvfølgelig mindskes den med tiden, men det kan tage LANG tid. De fleste danske jordemødre føler efter pulsation i navlesnoren inden de afnavler, men de mærker ofte kun midt på navlesnoren og ikke helt tæt på baby og så kan man faktisk ikke være helt sikker på pulsationen er ophørt. Og JA! Selv når moderkagen ER født kan der være en mindre cirkulation. Derfor giver det rigtig god mening at vente nogle timer til man er sikker på at moderkagen ikke længere er i live.

En anden ting jeg er nødt til at nævne her er når jordemoderen helt rutinemæssigt tager blodprøver på navlesnoren når barnet er født. Dette er der ABSOLUT ingen grund til at gøre. Det er kun for at indsamle værdier der kan laves forskning på eller i tilfælde af et meget dårligt barn for at have nogle værdier at lave behandlingsforløb ud fra. Men på et normalt barn er det hul i hovedet at prikke hul på navlesnoren og risikere blod og stamceller fiser direkte ud på fødelejet. Dette kan man sige nej tak til.


Man skal tænke på, at selvom det hedder MODERkage på dansk, så har den faktisk ikke noget med moderen at gøre. Den er lavet af det helt samme DNA som babyen. Den er babyens tvilling. Den nærende og intelligente beskytter der har sørget for at babyen har groet sundt og godt helt indtil fødslen. Og moderkagen ER intelligent!! Den har celler der sørger for at sortere, giver/tager, opbevarer og flytter rundt på byggematerialerne fra mor, så baby får det den har brug for på bestemte tidspunkter i graviditeten. Har baby fx brug for et bestemt vitamin eller mineral, vælger moderkagen det ud blandt AL den næring moderen byder på og ved hvor det skal bruges i barnet. Moderkagen er et selvstændigt organ og den fortjener helt sikkert større respekt end den gives i vores medicinske verden. Den kan meget mere end vi tror her i den vestlige verden.


Når man planlægger en lotusfødsel, kræver det selvfølgelig lidt mere end bare at klippe en navlesnor, men det er slet ikke besværligt. Hvor omstændigt man gør det bestemmer man selv, men man kommer nok til at blive lidt lotus-tosset ligesom os. ❤️Hele processen sådan som jeg gør det, fungerer således.....


Badet i urtebad

1) Først bades moderkagen i kropstempereret eller lidt varmere vand, meget gerne i en urteinfusion (urter der har trukket et par timer). Der kan være mange urter der egner sig til dette. Det bedste er hvis moderkagen lige er blevet født, når den overhældes med dette bad. Har man fx født i vand kan moderkagen sagtens sejle rundt i sin egen lille balje, indtil mor er klar til at stå ud af karret. Så kan den ligge i bajlen i sin urteinfusion indtil jordemoderen har tjekket mors blødning og evt. bristninger. Det varme bad kan hjælpe moderkagen til yderligere at lave et tryk i navlesnoren, så baby får alt det sidste fra navlesnoren, men den suger ikke urteinfusionen ind. Når mor og baby er klar kan man rykke videre til næste trin.





2) Moderkagen tørres på et godt sugende underlag. Dernæst overhældes mor-siden ("kød-siden") med salt og urter. Saltet masseres godt ind imellem cotelydonerne (moderkagens "revner" og "sprækker"). Så vendes moderkagen og barnets side saltes. Moderkagen lægges på en sugende stofble eller lign. i en kurv og overhældes med mere urtesalt. Det er vigtigt, det er en kurv og ikke en plastisk/metalskål, da moderkagen så kan ånde og ikke bliver indelukket. Stofbleen skiftes nogle gange i løbet af det første døgns tid, da saltet suger al resterende væske ud af moderkagen.

Det er sådan set det! Det er jo ikke så vanskeligt. (Billederne er fra en tidl. lotusfødsel).


Hvad man vælger at bruge af urter er fuldstændig frit. Hvis det er vinter kan man jo købe tørrede urter i helsekosten, men nu har vi årstiden med os, så vi har valgt sommerens vilde blomster med en masse dejlige dufte... Vi tilføjer hele tiden nogen som planterne blomstrer. Vi vælger dem der har betydning for os og ikke "bare" haveplanter. Her i blandingen har vi indtil videre hyldeblomster; den gamle hyldemor har dybe spirituelle forbindelser i moder jord, vilde hybenroser da de dufter og minder os om de dejlige c-vitaminer vi senere kan høste til vinterens snuer, calendula (morgenfrue) og lavendel som er beroligende, røllike som er healende og har forbindelse til blodet og lidt af havens duftroser fra stedet hvor barnet bliver født. Der kommer helt sikkert flere som sommeren går.... måske Frøken Kamille bliver den næste?




Dagene efter kan der tilføres mere urtesalt eller måske udskifte urtesaltet alt afhængig af, hvor fugtigt det er. Men det er nu ikke sikkert, det er nødvendigt.

Når navlesnoren er tørret ind, sker det ofte på få timer, men ikke lige efter fødslen! Der kan godt gå en dag eller to inden navlesnoren er indtørret, men pludselig er den tør. Imodsætning til en klippet navlesnor er der ingen infektionsrisiko ved en indtørret navlesnor. Der er jo ikke hul ind til baby.

Ofte vil man opleve at barnet holder fast i navlesnoren. Præcis som det gjorde inde i maven. Den bedste ven er stadig med herude på den anden side af mors mave.❤️ Man må være lidt mere forsigtig i håndteringen af barn og moderkage og besøgende vil helt naturligt være mere rolige omkring barnet. Det er ikke sådan lige til at passere barnet fra arm til arm og det er faktisk HELT okay. Baby ligger hos mor eller far (eller en storebror eller søster) og skal ikke forholde sig til andre de første dage.

(Men faktisk er det slet ikke svært at flytte rundt på baby og moderkage. Det lærer man hurtigt... vi siger det bare ikke til de andre... sssshhh! 😘 )

Fæstningsstedet ved navleroden vil blive bevæget mere end ved en klippet navlestump og dette stimulerer helingen af navlen. Måske er det derfor, man ser en tendens til at navlesnoren hurtigere falder af ved lotusfødsler end ved afklippede navlesnore. Ofte er det barnet selv der "kobler fra"... som om det siger "Nu er jeg klar!" En anden bonus ved lotusfødsler er at man slipper for den stinkende navlestump 😖 .



Men ER der nogen fysiske fordele ved at lade moderkagen sidde efter navlesnoren er HELT tørret ind og man er sikker på forbindelsen mellem barn og moderkage er lukket?


Mit bedste bud? Nej.... det er der nok ikke. Sagt med stor respekt for at vi langt fra ved alt om barnets proces med moderkagen endnu. På dette tidspunkt er det et mere spirituelt bånd der binder treenigheden i barn, navlesnor og moderkage. I den buddistiske verden menes moderkagen at være det glemte chakra og at afskære barnet fra dette chakra før det er klar og ovenikøbet smide den i affaldsspanden, vurderes til at være direkte respektløst. Jeg ved ikke så meget om chakra, men jeg kan nu godt lide tanken om, at det er barnet der får lov til at koble fra og ikke os der bestemmer. Ofte er det jo fædrene der klipper navlesnoren og er den der adskiller barnet fra moderen (moderkagen), men det synes jeg egentlig ikke er en rar opgave at give far. Han skal ikke repræsentere adskillelse i vores verden.❤️


I Danmark har vi igennem mange generationer haft traditioner om at ære moderkagen og nogen bærer ritualer med sig uden egentlig at kunne forklare hvorfor det betyder noget for dem.... Men måske betyder moderkagen og navlesnoren også mere for os end vi lige regner med? Hvem har ikke hørt om moderkager begravet under frugttræer i haven? Dette er blevet gjort i masser af år med håb om et frugtbart liv for barnet. En hel del mødre gemmer faktisk også barnets navlestump efter den er faldet af... nogen siger det ikke rigtig højt, fordi de selv synes det er lidt mærkeligt, men alligevel ikke helt kan slippe forbindelsen til barnets moderkage helt.


Vores moderkage skal også æres med en fin begravelse og stedet ER fundet❤️

Men det afslører vi ikke helt endnu....😘


795 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page