Historien om min anden fødsel. En fortælling om når fødslen "bliver gjort ved dig" af sundhedspersonale uden kommunikation og samarbejde.
Som jordemoder ved jeg at oplevelsen af et fødselsforløb kan påvirke en kvinde i mange år, men det er først, nu da jeg er gravid igen, at jeg virkelig mærker, hvor voldsomt det egentlig er, når en oplevelse fra en fødsel sidder så dybt, at man frygter, hvad der kan ske næste gang. Først nu forstår jeg helt dybt hvad nogen af mine egne klienter går og frygter.
Når man læser journalen for mit forløb, ville jeg som jordemoder tænke ”Hold da op det er da gået hurtigt og fint!”, for det er kun få hårde facts der står der. Forløbet står der egentlig ikke. Det gik IKKE hurtigt og fint. Der står ikke hvad der blev sagt, der står ikke hvordan jeg havde det undervejs. Der står ikke hvilke fejl der blev begået. Jeg VED rent fagligt hvad der BURDE stå i journalen.
Kun én fejl står faktisk noteret; ”Ann-Emilie overtales til at prøve en epiduralblokade....” Kan du finde fejlen her?
Fejlen er ordet "overtales". Man må undres hvorfor. For i min verden er der langt fra overtalelse til informeret samtykke. Så hvorfor ligefrem overtale patienten, mig? Det må betyde jeg vel har sagt nej i første omgang? Så hvorfor? Jeg kan huske det. Mere om det senere.
D.21/8 2012 begynder mine veer ved 22 tiden om aftenen. Vi gør vores forberedelser stille og roligt og i løbet af de næste timer ankommer både bedsteforældre og kendt jordemoder til hjemmet. Jeg husker ikke, hvad den første jordemoder hed. Men jeg husker, at hun ikke var særlig nærværende. Hun stod mest bare ved køkkenbordet og skrev journal. Jeg befandt mig i fødekarret midt på køkkengulvet. Veerne tog til men jeg kunne mærke, at der ikke skete nok og jeg begyndte at have smerter i symfysen (kønsbenet).
Jeg var ikke i tvivl om at min dreng stod og skurrede på symfysen. Han måtte stå skævt på en eller anden måde og der var dårlig kontakt med livmoderhalsen, for jeg åbnede mig ikke rigtig mere i de tidlige morgentimer.
Jeg har født rimelig hurtigt første gang helt ukompliceret derhjemme og dette var helt anderledes. Der var nødt til at ske noget! Jeg kendte til Spinning babies og rebozo og diverse teknikker til at åbne bækkenet, men kunne ikke være min egen jordemoder. Jeg havde brug for en jordemoder der kunne hjælpe mig. Jeg tog selv initiativ til at finde en skammel og sætte det ene ben op under veerne for at få lukket op i bækkenet men der skulle mere til. Jeg bad om at få rebozo men den første jordemoder der var der indtil kl 8 om morgenen, kendte åbenbart ikke meget til rebozo. Hun bad om et lagen og vuggede mig forsigtig frem og tilbage, mens jeg lå på ryggen. Hun gjorde ikke andet end at fremprovokere stærkere veer. Hun kendte helt sikkert ikke til hvilke rebozo-teknikker der kunne benyttes i denne situation.
Jeg vidste, hvad der skulle til, men veerne var så stærke, at jeg var ved at miste overblikket, modet og alle mine kræfter og kunne ikke være min egen jordemoder. Jeg havde svært ved at forklare, hende hvad jeg havde brug for. Jeg havde ikke kræfterne til at "lære fra mig" lige midt i veerne der væltede ind over mig. Hun blev ved med at sige det bare skulle have tid.
Men fra kl 22 om aftenen til kl 8 om morgenen var jeg stadig kun 3-4 cm. Der var ingenting sket på trods af kraftfulde veer.
Jeg var ærgelig... og ked af det. Jeg havde brug for hun hjalp mig. Jeg følte at hun burde kende bare lidt til, hvordan man kan hjælpe et skævt indstillet barn fri. Men det gjorde hun ikke. Jeg følte mest af alt bare at hun ikke gad være der.
Da klokken blev 8 kom en ny yngre jordemoder og overtog forløbet. Jeg forsøgte igen de øvelser, jeg kunne alene, da jeg ikke følte hjælp fra jordemødrene. Squat, skammel, fødekarret... alt for at lindre den ve-storm min krop var ved at bygge op til nu. Men det var som om heller ikke den nye forstod, at han nok stod skævt og der skulle noget aktiv hjælp til at få ham ret indstillet.
Op af formiddagen bad jordemoderen om at undersøge mig igen. Jeg havde ingen pauser mellem veerne. Min krop ville af med det barn men kunne ikke!
Han stod stadig skævt og smerten var ulidelig. Hun undersøgte mig og fandt skuffende ud af, at jeg kun var 5 cm åben. Det var jeg næsten klar over, men beskeden var nedslående.
Imens hun undersøgte mig mærkede jeg pludselig et SMERTEHELVEDE uden lige! Uden at sige noget eller bede om et okay, var hun begyndt at køre fingrene rundt ved livmodermunden i et forsøg på at udvide den. Aldrig har jeg prøvet noget der gjorde så ondt og jeg bad hende stoppe straks! Njaaa altså jeg ville jo bare se om vi ikke kunne udvide dig til 6 cm, for så ville vi jo kunne tage vandet...."
Det var hendes idé.... hendes eneste idé på et barn, som hun nu var enig i stod skævt.
Lige DÉR blev det tydeligt for mig at det virkelig både er en gave, men også en pinsel at vide mere end en almindelig fødende. Fagligt mener jeg selv, at det er dårlig obstetrik at tage vandet på et barn, der tydeligt står skævt.
Vandet og fosterhinderne hjælper barnet til at rotere og har man et barn der så tydeligt står skævt, er det med at bruge naturens ressourcer til at få barnet fri. Ikke fjerne de ressourcer der hjælper i situationen.
Det er tydeligt at jeg er frustreret nu. Jeg har ondt efter undersøgelsen og af vestormen der kommer som ustoppelige bølger. Jeg føler ikke der er nogen hjælp at hente fra min jordemoder og hun virker opgivende. Min elskede mand forsøger at støtte mig og trøste mig. Han fornemmer tydeligt at alt ikke er som det skal være.
Lidt efter siger hun til mig, at det nok er en høj lige stand og der nok ikke er så mange andre muligheder end at vi må overflytte og tage ind til et kejsersnit. På dette tidspunkt var jeg så ked af det og i en vestorm uden lige, at jeg bare ville have dette helvede overstået.
Det var som om ingen af jordemødrene havde forstået min krops signaler. Som om den skreg; ”Jeg kan ikke få barnet fri!! Hjælp mig!!” Sådan føltes det. Den kæmpede og kæmpede. Men hun kunne dog se, at jeg ikke kunne mere og spurgte mig om hun skulle bestille en kørsel 1 (med udrykning)? ”JA!!” skreg og hulkede jeg bare.
Det burde hun nok ikke ha´ involveret mig i, men skulle selv ha´ taget den beslutning. Ambulancen som kort tid efter og til de to ambulanceredderes overraskelse kom jeg selv gående ned at trappen til huset og lagde mig op på båren.
Jeg husker, jeg var nøgen og den midaldrende mandlige redder skyndte sig at dække mig til og sammen med den yngre kvindelige redder fik de mig ind i ambulancen. Den mandlige redder smilte og forsøgte lidt i spøg, at spørge jordemoderen om ikke det var en kørsel 1? Han hentydende nok til, hvor travlt jeg selv havde med at gå ned til båren og ikke så ud som om hverken jeg eller barnet var i livsfare. Jordemoderen forklarede at barnet havde det fint, men at mor ikke kunne mere og havde behov for at komme hurtigt afsted og at vi nok skulle ind til et kejsersnit.
Det forstod den yngre kvindelige redder godt. Det var hende der endte med at køre ambulancen og hun kørte med fuld udrykning på den gamle landevej mellem Vejle og Kolding. Jeg kan huske at Kenneth (min mand) fortalte at vejen var våd og han var rædselsslagen oppe på forsædet for ambulancen slingrede, fordi de hvide streger på vejen var våde. Hun kørte virkelig hurtigt!
Den mandlige redder var bagi sammen med jordemoderen og jeg. Jeg kunne mærke at han ikke tog min situation særlig alvorligt. Jeg var desperat og veerne der i forvejen ikke havde antydningen af pauser imellem sig, blev kraftigere og kraftigere af ambulancens slingren og jeg SKREG. Jeg lå på min højre side på båren og af en eller anden årsag, havde den mandlige redder ikke fastgjort mig rigtigt.
Han havde udelukkende spændt en sele hen over mine lægge, så jeg ikke kunne bevæge mine ben, men lå og slingrede frem og tilbage som et pendul hver gang den kvindelige redder drejede bare en smule på rattet. Jordemoderen måtte flere gange sætte en hånd på min skulder så jeg ikke trillede ned af båren. Jeg græd af smerte og spurgte om vi ikke kunne gøre noget?? Men nej.... ”Nu må du lige slappe lidt af lille frue.... tror du ikke du skulle prøve lidt lattergas?” Jeg sagde først nej, for jeg vidste at min erfaring med lattergas fra tandlægen ikke var god. Men ambulancen svingede igen og jeg trillede næsten ind over min mave og var villig til at prøve hvad som helst! Jeg fik masken og selvom jeg blev lidt småfuld, så hjalp det ikke. Om noget så blev det bare endnu sværere at holde balancen midt i helvedes veerne og ambulancen snurrede rundt for øjnene af mig så jeg ikke kunne fokusere.
På et tidspunkt laver den kvindelige redder et kraftigt drej på rattet og jeg ruller om ovenpå min mave! Jeg kan i samme sekund mærke at mit barn bliver skubbet med stor kraft. Det smerter i symfysen og det er som om jeg både kan mærke OG høre, hvordan barnets hoved skurres og presses i mit bækken – knogle mod knogle. Hvis ikke jeg var bange før, så er jeg det nu!! Og jeg får sagt noget til jordemoderen om at der blev skubbet voldsomt til barnet. Har han brækket nakken? Hvad er der sket?
Jeg frygtede for hans liv nu. Få sekunder efter drejede vi ind til hospitalet.
Ca. klokken 12 er vi på Kolding sygehus og vi bliver trillet ind på en modtagestue, tror jeg det er. Det strømmer ind med mennesker. Der er rigtig mange. Måske fordi jeg har skreget så meget. Både en koordinerende, en anden jordemoder ud over min hjemmefødselsjordemoder, en sosu og en studerende. Narkosen kommer også. Kenneth husker at der var et par stykker mere. Hvem de var ved jeg ikke, men han husker at der var omkring 8 ud over os selv. Alle talte i munden på hinanden.
Jeg skreg stadig. Jeg var panisk. Mit barn skulle ud NU!!!! Derfor skreg jeg på et kejsersnit. Men ingen tog sig tid til at se mig i øjnene og berolige mig. Ingen tog sig tid til at tale med Kenneth. Han stod angst på siddelinjen og kunne dårligt komme tæt på mig for folk der forsøgte at lægge drop, tage blodtryk og blodprøver til et evt. kejsersnit og tilkoble CTG og scannere mm. Jeg ville vide hvad der foregik og kunne mærke at noget ændrede sig i mit bækken. Men der var ingen der talte til mig...
Jeg var så smertepåvirket, at jeg rev fat i den sosu, der stod ved siden af mig. Det gjorde ondt på hende. Jeg gjorde det ikke med vilje og hun tog det heldigvis pænt. Der skete noget nu i min krop! De ville have mig om på ryggen, så de kunne scanne, men jeg havde det nærmere som om, der var noget der pressede på?!
”Tror du ikke hellere vi må prøve med en epidural?” Det var den koordinerende jordemoder. Narkosen blev tilkaldt. Men NEJ! Jeg ville ikke ha en epidural! Jeg forsøgte at sige, at jeg ikke skulle om på ryggen, men den koordinerende afbrød mig: "Nu måtte du holde op med at være så meget jordemoder i din egen fødsel, og lade OS klare vores arbejde!!"
Hun skældte mig ud og havde INGEN føling med, at jeg forsøgte at forklare, at der foregik noget i min krop NU! De scannede i noget der føltes som en evighed. Der var et hjerteslag, hvilket lettede enormt i mit hjerte. Så var han ihvertfald i live! Jeg forsøgte at få øjenkontakt med min hjemmefødselsjordemoder. Hun skulle være min allierede her! Jeg råbte på hende på et tidspunkt og så hørte hun efter. Jeg tror egentlig godt hun kunne se, der skete noget, men først da jeg råbte op, sagde hun ”Jeg tror liiige jeg undersøger....”
"Ja, det kan du også ligeså godt og så kan vi lige få en caputelektrode på, for det er ikke en høj lige stand! Den står jo fint!" sagde den koordinerende jordemoder efter hun var færdig med sin scanning.
Jeg var 7 cm og hovedet stod godt dybt i bækkenet! Min hjemmefødselsjordemoder tog vandet og straks derefter var jeg 9 cm og godt igang med at presse. Jeg trillede om på siden igen og få veer efter blev vores dreng født. Heldigvis havde han det godt. Han var stærk og fuld af livskraft❤ Lille Vitus ❤
Men jeg havde det forfærdeligt. Jeg var ked af det og jeg havde en følelse af, at jeg bare skulle væk fra disse mennesker, der ikke så mig i øjnene og bare skældte ud. Kollegaer.... troede jeg... men sådan føltes det bestemt ikke. Jeg har naturligt en viden jeg ikke kan lægge fra mig. Bare fordi jeg er kvinde i fødsel, glemmer jeg ikke at jeg ved meget om fødsler. Men det var egentlig ikke det, det handlede om for mig. Jeg var først og fremmest kvinde i fødsel, der ikke blev talt til. Jeg lyttede til min krop og forsøgte at gennemtrænge alt det de hver især havde travlt med, for at fortælle det... Men det blev tolket som om, jeg forsøgte at være bedrevidende af den koordinerende jordemoder.
Det hele tog ikke engang 15 minutter på hospitalet. Men hvert eneste sekund står stadig klart i mit hoved i dag. Denne fortælling står ikke i journalen fra fødegangen. Men der var én der kunne have brændt igennem for min sag. For at fortælle det jeg ikke selv var i stand til. En som kunne fortælle på hospitalet, hvorfor jeg var så bange da jeg kom ind. Hjemmefødselsjordemoderen havde været der derhjemme og på den forfærdelige køretur i ambulancen. Hun havde set rædslen i mine øjne. Men den koordinerende jordemoder overtog fuldstændig på modtagestuen og min jordemoder blev sekundær.
Efter fødslen får jeg mig samlet så meget, så jeg får frabedt mig syntocinon. Jeg har ikke blødt noget særligt i min første fødsel og jeg vil gerne se om min livmoder selv kan trække sig sammen uden hjælp. Jeg bliver egentlig ikke spurgt, men får det sagt og det bliver accepteret. Blødningen er igen minimal og min livmoder gør hvad den skal. Samtidig lægger jeg min dreng til brystet og han dier med det samme.
Jeg siger til min hjemmefødselsjordemoder, at vi ikke ønsker K-vitamin til ham og at vi ellers bare gerne vil hjem hurtigst muligt. Jeg er stadig virkelig ked af det og har en følelse af flugt i kroppen. Jeg skal væk! Hjemmefødselsjordemoderen siger at vi skal være på modtagestuen i minimum 4 timer efter fødslen, inden hun kan lade os gå. Det kan jeg slet ikke overskue og jeg ber min mand om at ringe efter hans far uanset. Hun går derefter ud for at skrive journal.
Lidt efter kommer den anden jordemoder med jordemoderstuderende ind. Hun giver udtryk for at hun ved, vi gerne vil hurtigt hjem. Hun spørger om det er okay, at de lige får lavet en børneundersøgelse på vores dreng og får målt og vejet ham? Og om det er okay, det er den jordemoderstuderende, der gør det sammen med hende? Det synes jeg er helt okay. Nu er alt ligesom faldet lidt til ro og min svigerfar er på vej. Jeg kigger kort på mig mand for at sige et eller andet, da jeg pludselig hører min dreng stikke i et hyl og jeg kigger over og ser den studerende trække K-vitamin sprøjten ud af min søns lår. ”Hvad laver du??!” udbryder jeg. Jeg er mildest talt chokeret! Jeg har LIGE sagt til min jordemoder, at vi IKKE ønsker K-vitamin og så står de og sprøjter det ind i låret på min dreng? Oveni købet uden først at have spurgt os. Enhver jordemoder ved at det skal man faktisk spørge om.
Det var dråben for mig! Jeg HAVDE følelsen i kroppen – at vi skulle væk. Så da min svigerfar kort efter kommer ind af døren, siger jeg at vi går. Min jordemoder kommer ind og forsøger at overtale os til at blive et par timer mere, men jeg har fået nok! Hun meddeler mig, at så er det altså på eget ansvar! Jeg er lige ved at flyve i hovedet på hende, men gør det ikke. Jeg føler ikke det er trygt at lægge ansvaret over til det fagfolk, vi har været i hænderne på de sidste par timer, så ja! JEG tager ansvaret fra nu! Ca. 2 timer efter fødslen tager vi hjem og jeg kan endelig ånde igen.
Denne side efter fødslen fremgår heller ingen steder i journalen fra fødegangen.
Tanker efter fødslen
Den største fejl der blev begået i hele forløbet var det mest simple enhver jordemoder lærer første år på jordemoderskolen....... ”Mød kvinden der hvor hun er!” ”Lyt til kvinden. Kun hun kan mærke hvad der foregår i hendes krop.” Hvis bare én af de tilstedeværende havde set mig i øjnene og set frygten. Talt med min mand og
hørt på os. Hvis bare min jordemoder havde fortalt om min frygt for mit barn og hvad der var sket i ambulancen. Så kunne det være det hele var blevet håndteret anderledes.... måske!
Den anden største fejl der blev begået i mine øjne var, at jeg hjemme var nødt til at være min egen jordemoder selvom jeg egentlig ikke kunne og på hospitalet blev jeg KUN set som bedrevidende jordemoder. IKKE fødende kvinde.
Jeg glæder mig til at skulle føde igen og tager alle forholdsregler for at have en jordemoder hos mig der er skarp i at håndtere alverdens akutte situationer, en jordemoder med ro og styrke. En jordemoder der udstråler, at hun ved der findes masser af muligheder, for at indstille barnet korrekt, eller stimulere veer uden drop. En jordemoder der læser min krop og ser mig i øjnene. En jordemoder der ser min mand, taler med ham og sikre sig at han også er med. En jordemoder der ikke træffer dårlige beslutninger som fx at tage vandet på et skævt indstillet barn og som involverer os inden der træffes en beslutning og ikke ”glemmer” det informerede samtykke. Jeg ved, vi aldrig kan sikre os mod en overflytning og det kan blive nødvendigt. Det er jeg helt med på. Men med mindre vi står overfor en situation, hvor vi skal til en neonatal afdeling, så har jeg det faktisk sådan at jeg ikke ønsker at sætte mine ben i Kolding igen. Men risikoen er der. Det ved jeg jo godt.
Derfor er det nødvendigt for mig at give min fortælling til Kolding Fødegang. Ikke for at skælde ud. Men for at kunne placere vreden, ked-af-det-heden. For at give forståelsen at jeg først og fremmest var fødende kvinde. Ikke jordemoder.
Jeg har forsøgt at komme i dialog med Kolding Fødegang og har bedt om et udskrift af de håndskrevne notater fra forløbet herhjemme, men de har desværre aldrig svaret på mine henvendelser. Jeg har ønsket at se notaterne, så jeg måske kunne forstå hvad jordemødrene tænkte herhjemme. Forstå hvordan de så forløbet. Men nu skal det placeres her så jeg ikke skal bære det med videre i næste fødsel ❤