top of page
Søg
  • Forfatters billedeDen Gravide Jordemoder

Da skovalfen kom...❤

Historien om min første fødsel. En dejlig hjemmefødsel med kærlighed fra gamle garvede jordemødre og stor tryghed.

Min første fødsel var i juli 2009. Året efter jeg havde mistet min mor. Graviditeten havde været fyldt med tumult og et parforhold der skrantede. Jeg skulle passe mit studie som jordemoderstuderende og var på fødegangen dag og nat helt ind til uge 37! Det var hårdt arbejde, men ingenting sammenlignet med følelsen af, at jeg skulle til at være mor uden, at have min egen mor. Det betød virkelig meget, meget mere end jeg nogensinde havde troet. Hvem skulle jeg lære af? Hvem skulle jeg spørge til råds når jeg ikke lige vidste, om det var rigtigt det jeg gjorde?

Jeg var meget tæt knyttet til min egen mor. Hun havde en evne til altid at mærke mig selvom jeg var meget langt væk. En overgang boede jeg i Grækenland og dengang måtte man ringe hjem fra telefonbokse i den lille landsby jeg boede i og selvom hun ikke havde en chance for at vide det var mig (det var stadig fastnettelefon dengang), så tog hun røret og sagde "Hej lille skat.... er der noget galt?" Hun kunne mærke det, hvis jeg ringede hjem og havde brug for hende....

Jeg ville så gerne have delt min fødsel med hende og hendes største drøm inden hun døde var børnebørn! Og masser af dem! Men hun nåede det aldrig... og der stod jeg nu og skulle til at gøre det alene. Sådan føltes det.... For mit ægteskab var som sagt ikke på toppen (Vi blev skilt da hun var 8 mdr).

Vi vidste ikke, hvad vi skulle have eller.... det vidste jeg! For jeg kunne mærke hende! Mærke det selv samme bånd, som jeg havde haft med min mor, gro og blive stærkere i min livmoder. Jeg var ikke i tvivl. Det MÅTTE være en pige.


Som jordemoderstuderende var jeg en heldig kartoffel og havde fået tildelt en kontaktjordemoder under min uddannelse der havde stået for alle hjemmefødslerne på Fyn igennem 7 år. Nu var hun gammel og havde ikke hjemmefødsler længere, kun konsultationer og enkelte fødsler på hospitalet. Men hun gav mig så mange gaver som helt ung jordemoderstuderende og igennem hende så jeg, hvorfor hjemmefødsel var det helt rigtige for mig. Det var tryghed, omsorg, tid og ro. ❤

Jeg spurgte Kirsten om hun ville komme til min fødsel når nu min mor ikke kunne. Jeg havde brug for en, der for mig var al varme og tryghed i mit mest sårbare øjeblik. Med alt sit væsen var denne gamle jordemoder ren kærlighed i sit blik når hun så på dig. Og hun sagde selvfølgelig ja... ❤


D. 25/7 2009 var jeg 40+5 og godt træt af at være gravid. Der var ingen tegn på at baby havde lyst til at kigge ud, så jeg aftale med en medstuderende, der boede lige om hjørnet, at hun kunne kigge forbi og se om vi kunne lave en hindeløsning.

Hun gjorde sit bedste! Jeg havde stadig en lille smule livmoderhals tilbage og det var svært at komme op til baby. Hindeløsningen var ikke succesfuld. Øv bøv... Hvad så?

Jeg havde fået at vide, at det med at stimulere brystvorter kunne man ligeså godt glemme, for det ville kræve minimum 3 timers uafbrudt stimulering. Men jeg huskede at min gamle jordemoder Kirsten havde sagt med glimt i øjet: "Ja... vedholdenhed er en god ting!" Så kort tid efter min medstuderende var smuttet hjem igen, begyndte jeg stimuleringen. Det var lørdag eftermiddag og vejret var dejligt, men jeg lå i min seng og stimulerede og stimulerede. Eller rettere malkede og malkede for jeg havde haft mælk siden uge 20 og der var nok af det, så jeg gennemblødte den ene stofble efter den anden. Og sørme om jeg ikke begyndte at få nogle plukkeveer af det! Woohoo!! Jeg var overbevist om, at det nok skulle virke, hvis bare jeg blev ved.

Efter nogle timer kunne jeg begynde at holde små pauser og mærkede, at det var som om plukkeveerne blev lidt ved. De bed overhovedet ikke! Men et eller andet havde jeg da fået skubbet igang.

Jeg begyndte at kunne styre det, som at skrue op og ned for temperaturen på en radiator. Når jeg stimulerede blev de langsomt kraftigere og hyppigere og når jeg holdt pause skruede livmoderen også ned igen. Det var på en måde lidt sjovt. 😂


I løbet af natten vågnede jeg af enkelte veer, der bed en lille smule og i min søvndøs begyndte jeg at malke ud igen, indtil jeg faldt i søvn. I de tidlige morgentimer blev jeg vækket af min blære som altid. Jeg skulle op og tisse. Lidt slukøret og skuffet over der ikke rigtig var sket mere end de her uregelmæssige småveer, satte jeg mig på sengekanten og mærkede et lille smæld i skeden.... Jeg rejste mig og dér på lagnet var en fin lille våd plet. Det var ikke meget, men jeg var ikke i tvivl! Vandet var gået! JUHUUUU!! ❤❤❤

Jeg tøffede op og tissede og fik vækket min mand. Han var meget træt og var ikke helt enig i at det kunne være nu. Men jeg var lykkelig!! Snart skulle jeg møde min lille pige... endelig!! Jeg gik op i stuen og satte mig på min yoga-bold og der gik ikke lang tid før de rigtig bidende veer rullede ind over mig. Jeg fortrød lidt, at jeg havde stimuleret SÅ meget som jeg havde, for nu sparkede min livmoder bare gassen i bund! Den havde fået rigeligt med hormoner i løbet af natten og nu skulle de fyres af! 😂


Jeg ringede efter min medstuderende og spurgte om hun ville komme og tjekke mig inden jeg ringede til fødegangen. Det ville hun gerne. Klokken 8.00 var jeg 2-3 cm åben og ingen livmoderhals. En helt anden sag en dagen før! Jeg havde kun haft regelmæssige veer i 1,5 times tid og vi blev enige om at jeg nok hellere måtte ringe og advisere fødegangen. Min mand gjorde fødekarret klar. Det var et af de gammeldags faste kar som man i visse kredse vist bruger til at skolde grise i. 😂Jeg er taknemmelig for at de fødekar man oftest bruger nu er de oppustelige med blød kant man kan hænge på.

Jeg husker ikke helt hvad klokken var da vi ringede til fødegangen. Jeg husker jeg sad i fødekarret og var helt væk i veer, da min mand kom op med telefonen og sagde jeg skulle snakke med dem. Jeg husker bare at en kollega fra fødegangen spurgte, om det var lige nu, jeg havde brug for en jordemoder? For hun havde faktisk ikke nogen hun kunne sende ud. Jeg husker, jeg var lidt i en døs og hun kunne vist godt høre, jeg var godt i fødsel. Hun bad om 5 min lige til at finde en jordemoder, der ikke var på vagt og så ville hun ringe tilbage. Lidt efter ringede hun... "Nu har jeg fået fat i Johanne. Hun har ikke vagt idag, men hun bor jo næsten ved siden af dig, så hun kommer. Vi sender fødekufferten med taxa. God fødsel!"

Jeg bad min mand om at ringe op til Kirsten også. Hun skulle vide, at nu var vi igang og hun skulle komme. "Hej lille skat! Jamen sødeste.... du det er jo søndag, så vi skal lige i kirke først, så kommer jeg! Du er jo førstegangsfødende, så du føder nok hen på eftermiddagen eller tidlig aften. Det skal vi såmænd nok nå..." sagde hun med største kærlighed i stemmen. Jeg havde ikke skænket en tanke at det var søndag, men vidste jo godt at Kirsten og hendes mand var meget troende. Og hun havde jo nok ret som altid... Jeg VAR jo førstegangsfødende så det blev nok ikke lige indenfor de næste par timer.

Ca. kl 10.00 kom sødeste Jdm Johanne ind af døren. Hun er også gammel i gårde og oser af tryghed og varme. Hun undersøgte mig og jeg var 4 cm så det gik fint frem. Mens Johanne pakkede kufferten ud var min veninde også ankommet. Hun skulle tage billeder under forløbet. Jeg var nu så meget i mine veer, at jeg ikke husker meget der foregik omkring mig. Jeg havde brug for at fokusere helt indad. Jeg havde bækkenløsning og under veerne føltes det som 10 vilde heste trak i hver deres retning i mit bækken. Smerten var VILD! Johanne tog mine hænder og bad mig fokusere i hendes øjne, mens hun guidede min vejrtrækning og fortalte mig hvor stærk og sej, jeg var. Johanne lyttede af og til hjertelyd, men hun havde ikke travlt med at undersøge mig eller skrive journal eller andre ting. Hun var der bare... for mig! Lidt over middag begyndte jeg at mærke pressetrang og jeg havde svært ved at holde tilbage. Johanne undersøgte mig ved 12.30 tiden..... 9cm! Intet under jeg syntes det havde været en anelse voldsomt...!

Nu kom Kirsten ENDELIG ind af døren. Jeg prustede og pustede igennem min pressetrang, da hun udbrød "Jamen hvad laver du da lille skat?" og jeg næsten vrælede "Jeg føder en babyyyyyyyy!!" 😂 Kirsten kluklo og smilte over hele ansigtet over det gik så godt og hurtigt. Hun og Johanne var gode gamle kollegaer og de krammede og sludrede hen over karret. Jordemoderkaffen blev serveret for dem begge, men de var begge stadig nærværende og lige der for mig. Resten af forløbet fik min krop bare lov til at gøre, hvad den havde brug for. Johanne holdt fingrene HELT væk og guidede udelukkende med kærlige ord.

Kl. 13.46 blev HUN født. Den smukkeste lille pige svømmede ud i vandet og jeg tog hende op. Hun var helt perfekt og alt var godt❤




118 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page